SEBASTIAN WÜRFEL NISSEN
Barndommen
De tidlige år
Jeg er født på den københavnske vestegn og har gennem hele min opvækst boet i Brøndby Strand.
Her har jeg gået i folkeskole, spillet fodbold og hjemme i mine forældres sofa stiftet bekendtskab til journalistikken. Det skete, når jeg i weekenden efter min har havde læst den, kunne gå i dybden med avisen, hvor alt fra politik til sport og kultur blev gennemlæst.
Herfra har der kun været én drøm. Jeg skulle være journalist.
Hårdt arbejde
Efter mange års fodbold i Brøndby IF, Vallensbæk IF og Vestegnens Boldklub havde jeg mistet interessen for selv at spille, men jeg kunne ikke lægge foreningslivet bag mig. Jeg startede i thaiboksningsklubben Mikenta i Albertslund for at udfordre mig selv, og jeg blev hurtigt en del af den varme, der opleves i så hårdtslående et miljø.
Foruden en masse træning afsluttede jeg folkeskolen, og startede på Rødovre Gymnasium, hvor jeg lærte, at det hårde arbejde ikke kun skulle udføres i træningslokalet, men også i skolelokalet, hvor jeg i gymnasiet fik et reality check efter at have fløjet gennem folkeskolen.
Det skulle vise sig at blive en utrolig god lektie, da jeg fandt ud af at forberedelse, grundighed og nysgerrighed for at lære betaler sig.
Ungdommen
Efter studenterhuen
Mødet med arbejdsmarkedet
Efter en vellykket studentereksamen, hvor flid, hårdt arbejde og talegaver kom til udtryk, var jeg nu klar til at komme ud og jage journalistdrømmen. Jeg søgte ind på RUCs journalistuddannelse med det samme, men fik først en plads året efter. Derfor stod jeg nu med et ufrivilligt sabbatår, der skulle fyldes ud med andet end skole.
Jeg fik en mulighed for at kombinere min kærlighed for sport og gear, og startede i Sportmaster Fields, hvor jeg de næste fem år smed en masse varer over disken og modnede en hel del.
Mødet med arbejdsmarkedet II
Og gud ske tak og lov for det. Set i bakspejlets uendelig klare lys, så havde jeg virkelig godt af at komme væk fra det danske uddannelsessystem for en periode. Det gav hår på brystet at komme ud på arbejdsmarkedet og mærke "det virkelige liv".
Med 38 timer om ugen i et storcenter fik jeg også sporet mig ind på, at video-journalistik er det jeg skal. Der kommer man nemlig ud og opleve andet end de samme rammer hver dag, hvilket hurtigt kan blive rimelig trivielt .
